Klæd dine poder i pangfarver, når de skal ud i trafikken

Pangfarver kan sikre dit barns vej til skole.

Skolevejen giver bekymringer

Du er garanteret lidt bekymret, når du sender dine poder ud på skolevejen i mørket i efterårs- og vintermånederne – også selvom lygter, reflekser og cykelhjelm er på plads. Sådan er det vist at være forælder. Men vidste du, at du kan gøre skolevejen mere sikker for dine børn på en meget enkel måde?

Få styr på børnenes udstyr

  1. Tjek reflekserne på cyklen

    Der skal være:
    - En rød refleks bagpå (katteøje)
    - En hvid refleks foran
    - I hvert hjul: Mindst én gul refleks, der er synlig fra siden, eller en hvid refleksstribe på siden af dækket eller fælgen
    - Mindst to gule reflekser, der bevæger sig under kørsel, og som er synlige bagfra – fx pedalreflekser.

  2. Køb de rigtige lygter til cyklen

    - En cykellygte skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand uden at virke blændende.
    - En forlygte må gerne lyse gult, hvidt eller blåligt
    - Baglygten skal lyse rødt, og den må gerne blinke
    - Spørg din cykelforhandler om råd!

  3. Køb trafikveste og udstyr i pangfarver

    Du behøver ikke at investere i alverdens hundedyrt udstyr for at klæde børnene sikkert på.
    - Du kan købe trafikveste i fx byggemarkeder til under en halvtredser – køb dem i en stor størrelse, så kan poderne nemt trække dem over jakken eller flyverdragten.
    - Næste gang I skal investere i en cykelhjelm, så køb én i en pangfarve – der er masser af sjove farver og designs at vælge mellem.
    - I kan også købe reflekser i sjove figurer, som nemt kan klistres på både taske, hjelm og jakke.

Tag med på tur

Tag børnene med ud til cyklerne, og involvér dem i at få gjort cyklen tip-top-tunet til den mørke tid. Tal med dem om, hvorfor det er vigtigt at være synlig, så de selv husker de gode råd om at være sikker i trafikken.

Relaterede artikler

Børn i trafikken

Du er den bedste til at vurdere, hvornår dit barn er klar til at cykle ud i verden. Men med en god tjekliste kan vi hjælpe dig på vej.

Ingen cykel uden hjelm

Vi er bekymrede, men insisterer vi nok? Sidste år brugte 88 % af landets 6 - 9-årige cykelhjelm på vej til skole. Lad os få de sidste med.

Undgå skader - det betaler sig

Vi ved rigtig meget om skader, men endnu vigtigere: Vi ved, hvordan man undgår dem. Tilmeld dig vores nyhedsmail, og få masser af gode råd - direkte i din indbakke.