10 ting, der spænder ben for tyven
Læs her om 10 ting der kan være med til at forhindre indbrud.
Spænd ben for indbrudstyven
Vil han ind, kommer han ind – indbrudstyven. Men tid er en helt central faktor for ham, så jo sværere du gør det for ham, jo længere tid det tager for ham, jo mere stresset bliver han, og jo mere tilbøjelig vil han være til at give op.
10 gode råd
Vi giver dig 10 gode benspænd, som kan være med til at gøre livet surt for indbrudstyven, og som gør det så besværligt at begå indbrud i netop dit hjem, at tyven slet ikke lykkes med at komme ind, bliver opdaget eller i bedste fald slet ikke vælger din bolig.
1. Sæt stærke låse på din dør
Også på terrassedøren. Og 2 låse er bedre end 1. Har du låse, der er ældre end 10 år, eller viser tegn på slid, bør du skifte dem ud. Når du køber nyt, så skal du gå efter 3 ting:
- Hvis du vælger en ekstra lås, skal den kunne låses fra begge sider. Det skal være svært både at komme ind og ud. Hvis tyven kommer ind ad vinduet, og han møder en lås på indersiden, vil det være svært for ham at få et 55” tv med ud af vinduet.
- Låsen skal være borebeskyttet.
- Låsen skal være svær at dirke op, og nøglen skal være svær at kopiere.
2. Gør dine vinduer svære at bryde op
Det er svært at gøre noget ved selve ruden, men tyve er som udgangspunkt ikke glade for støj, da det vækker opmærksomhed. Derfor er det særlig vigtigt, at du sikrer lister og monterer fx hasper, vindueslås eller nokker (forstærkning af hængsler). Ofte kommer tyven ind ved at afmontere glaslister og tage ruden ud. Det undgår du ved at lime glasset fast med silikone.
3. Installér udendørslys
Helst med sensorer, som tænder, når der er bevægelse uden for dit hus. Tyven er i sagens natur lyssky. Så ligger din matrikel badet i lys, når han nærmer sig, så er det ikke umiddelbart et oplagt sted at gå i gang med kojernet.
Indbrudstyvens top 5
Nogle af dine ting er mere attraktive for indbrudstyven end andre. Her er top 5 over ting, du godt kan passe særligt på:
- Smykker eller ure (42 %)
- Kontanter (42 %)
- Computer eller tablet (28 %)
- Mobiltelefoner og lignende (21 %)
- Foto- eller videokamera (21 %)
Læs mere Stopindbrud.dk
4. Klip hækken...
...og hold stakittet nede. Det er en balancegang, for vi lader jo blandt andet hækken gro og sætter stakit op for at få lidt privatliv. Ikke desto mindre er det bare en kendsgerning, at tyve arbejder bedst uset og uforstyrret og har gode arbejdsvilkår bag en høj og tæt ligusterhæk.
5. Lad være med at rydde op
Hvor tit hører du det? Nej vel? Men det er faktisk en god idé, fordi det giver indtryk af, at der er nogen hjemme, eller at der kommer nogen snart. Lidt opvask i køkkenvasken, vasketøj på tørresnoren og et løbehjul i indkørslen.
6. Gem dine værdigenstande...
...et usandsynligt sted. Kommoden i stuen eller klædeskabet i soveværelset er altså ikke usandsynlige steder. Det er her, tyven starter med at lede. Så vær lidt kreativ – tyvene skal nok lede, men ikke for længe. Her er det igen tidsfaktoren, der gør en forskel. Hvis det tager for lang tid, er risikoen for stor.
Og lad nu være med indrette dit hjem som et udstillingskatalog for dansk design. Selv om din nye dyre designerstol tager sig bedst ud i vinduet ud mod vejen, så overvej, om du i ferieperioden skal placere den et sted, så den ikke frister indbrudstyve.
7. Lad radioen spille
Og lad lyset være tændt. Det lyder næsten som starten på en god popsang, men det er også opskriften på at få dit hus til at se beboet ud. Med energisparepærer så slider det meget lidt på miljøet og på din el-regning at lade lyset brænde, mens du er på ferie. Det koster under 10 kr. at lade lyset brænde i en uge – endnu mindre med en timer.
Blær dig når du kommer hjem
Mange lægger billeder og gode historier på de sociale medier, mens de er på ferie.
Meget tyder på, at indbrudstyve holder øje med fx Facebook. Vent derfor med at lægge billeder af poolen, stranden og store is op, indtil du er kommet hjem.
Så udstiller du ikke, at I er væk fra hjemmet.
8. Få dig en alarm
Installerer du en alarm, skal du gøre det af de rigtige årsager – det må ikke være falsk tryghed. Alarmer forhindrer nemlig ikke indbrud, men en alarm kan, som mange af de øvrige punkter på denne liste, være med til at gøre livet surt for tyven, fordi det er med til at sætte tyven under pres.
Vores erfaringer viser, at de billige alarmer, du kan købe i byggemarkeder, har meget ringe effekt, og vi anbefaler, at du får en certificeret alarminstallatør til at installere alarmen. Undersøg markedet grundigt, inden du vælger en alarm. Der er mange produkter og løsninger derude.
9. Brug DNA-mærkning
DNA-mærkning er et af de nyeste skud på stammen i forsøget på at bekæmpe indbrud. I store træk går det ud på, at du smører en unik UV-sporbar væske på dine ejendele, som politiet har mulighed for at spore, hvis de finder tyvekoster. Derudover er skiltningen med DNA-mærkningen også en vigtig del af forebyggelsen. Der er endnu ikke høstet så mange erfaringer med DNA-mærkning, men et nyligt overstået forsøg i Århus – foretaget af Østjyllands Politi og Århus Kommune - viser gode takter.
10. Få hjælp af naboerne
Du behøver ikke sidde lårene af dine naboer for at benytte denne ordning. Det handler i bund og grund bare om at aftale, at alle holder øjnene åbne hjemme på vejen, når I hver især er ude at rejse, men også i hverdagen. Og så kan naboen hjælpe med at få huset til at se beboet ud ved at tømme postkassen, parkere biler i indkørslen og smide affald i skraldespanden.
Relaterede artikler
Undgå skader - det betaler sig
Vi ved rigtig meget om skader, men endnu vigtigere: Vi ved, hvordan man undgår dem. Tilmeld dig vores nyhedsmail, og få masser af gode råd - direkte i din indbakke.