Medarbejder-forhold

Vi arbejder hele tiden for at opretholde og styrke den gode arbejdslyst og trivsel. Vi tror på, at det har en markant positiv indflydelse på vores engagement og vores motivation – og så bliver vi også gladere mennesker. Det betyder i sidste ende, at vores kunder vil modtage en bedre og mere passioneret service. 

Det er vigtigt, at man er glad for at gå på arbejde

God arbejdslyst hos medarbejderne er et helt centralt element i vores forretningsstrategi. Vi arbejder aktivt med vores arbejdslyst, og hvert år tager vi temperaturen med en engagementsmåling. Gennem dialog finder vi sammen ud af, hvad vi skal prioritere i vores trivselsindsats. De sidste par år har vores arbejdslyst ligget på 81 ud af 100. 

God arbejdslyst kræver høj trivsel

Først og fremmest skaber vi fundamentet for trivslen og den gode arbejdslyst gennem sunde arbejdsvilkår og et sikkert arbejdsmiljø. Men det kræver lidt mere end det. Vi har 4 fokusområder, som vi mener, har kæmpe betydning for trivslen og arbejdslysten. 

  1. Vi vil skabe nogle rammer, der sikrer, at medarbejderne kan udvikle sig både fagligt og karrieremæssigt.  

  2. Vi vil sikre god ledelse baseret på vejledning, anerkendelse og opbakning. Vi tror også på, at det er vigtigt for engagementet at give medarbejderne medbestemmelse og sikre korte beslutningsveje.  

  3. Vi vil tilgodese fællesskabet og de gode relationer på arbejdspladsen. Derudover er det vigtigt at balancen mellem arbejde og fritid er let at finde. 

  4. Det skal være meningsfuldt at arbejde i Købstædernes Forsikring. Vi er her for at skabe værdi for kunderne, og alle medarbejdere skal have en oplevelse af, at deres arbejde er vigtigt for den mission.  

Vi skaber rammerne om en sund og aktiv livsstil 

Vores kantine har fokus på sund og varieret kost. Hver dag har medarbejderne mulighed for at sammensætte deres egen frokosttallerken. Kantinen tilbyder også noget til den lille sult, der kan opstå i løbet af arbejdsdagen. Vi vil også gerne støtte op om en aktiv livsstil, og derfor har vi fx et træningsrum, i vores kontorbygning på Strandgade i København. Hvis der er for langt til træningsrummet på Strandgade, giver vi et månedligt tilskud til et fitnessabonnement. Da skrivebordsarbejde kan være hårdt for fysikken, har vi desuden en massageordning.  

Der skal være plads til os alle sammen

Vi ønsker at afspejle det omkringliggende samfund. Det er et mål for os at være en inkluderende virksomhed, hvor alle oplever at kunne være, som de er. 

Ligestilling mellem kønnene

Vi arbejder målrettet for at opnå en kønsmæssig balance og har en politik, der sigter mod en lige fordeling af mænd og kvinder på alle ledelsesniveauer. Vores mål er, at det underrepræsenterede køn skal udgøre minimum 40 %. I 2024 udgør det underrepræsenterede køn 35%. Vi er tæt på vores mål og arbejder aktivt for at nå det.  

Mangfoldighed i bestyrelsen

Vi tror på, at en mangfoldig bestyrelse sikrer det bedste beslutningsgrundlag. Derfor er vores bestyrelse sammensat, så den sikrer en bred vifte af synspunkter og erfaringer. Det betyder, at medlemmerne har forskellig uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig baggrund, alder, køn, etnisk herkomst. De er også bosat rundt omkring i landet.